Polyommatus amandus – Blåfuglefamilien. Vingefang 29-38 mm. Områdets største blåfugl. Flyver i plantagen i én generation fra først i juni til sidst i juli. Ses langs stier og på brakområder, hvor der vokser Musevikke, som er artens værtsplante. På planten suger den nektar og solbader, og herfra jagter hannen også hunner for parring. Larven overvintrer ved værtsplanten. Arten er generelt i tilbagegang, og plantagen udgør dens eneste levested på Falster.