Sommerfugle er en populær orden af insekter (Lepidoptera), som består af dagsommerfugle og natsommerfugle. Næst efter billerne er sommerfuglene den dyregruppe med flest registrerede arter på verdensplan - cirka 175.000 og heraf ca. 18.000 dagsommerfuglearter. Hovedparten er således natsommerfugle, som omfatter de sommerfugle, som vi til daglig kender som natsværmere og møl.

Man regner med, at der har eksisteret sommerfugle på Jorden i ca. 150 millioner år. Dagsommerfuglene er dog noget yngre. De opstod sandsynligvis for ca. 75 millioner år siden. Den ældste forstening af en dagsommerfugl er endnu yngre – "kun" ca. 55 millioner år gammel. Og den er dansk – fundet i moleret ved Limfjorden.

I Danmark har vi 67 arter dagsommerfugle, der regelmæssigt yngler her. En liste over disse arter kan ses her: Danske Dagsommerfugle. Derudover er der nogle arter fra vore nabolande, som dukker op ved særlige vejrforhold. Generelt er vor bestand af sommerfugle på retur. På grund af samfundsudviklingen er der i de seneste 75 år forsvundet 12 arter og enkelte nye er kommet til eller genindvandret. Flere arter findes nu kun i meget afgrænsede områder i landet, hvorfor bestanden er meget sårbar.

Natsommerfuglene i Danmark består af ca. 2.500 arter. De største heraf omfatter grupperne Ugler, Målere og Spindere - i alt ca. 900 arter, som sammen med dagsommerfuglene kaldes storsommerfugle. Resten af natsommerfuglene - kaldet småsommerfugle - omfatter viklere og diverse mølarter.

I det efterfølgende beskrives sommerfuglens udviklingsstadier, anatomi og andre spændende forhold - mest med udgangspunkt i dagsommerfuglene. Klik på billedet eller på overskriften til teksten, så vises billedet - og andre supplerende billeder - i et galleri. Alle billeder i galleriet kan ses i stort format ved et klik på billedet. Tekst til lille eller stort billede i galleriet popper op, når markøren hviler på billedet.

En sommerfugl gennemgår 4 stadier i sin levetid: æg, larve, puppe og voksen. Forvandlingen til voksen kaldes fuldstændig forvandling, som finder sted i puppen, hvor larvevævet nedbrydes og på mirakuløs vis genopbygges til det voksne, smukke insekt, vi møder i naturen. I virkeligheden er dens voksentilværelse kun en parentes i dens liv, idet den som regel kun lever få uger. Indtil da, kan sommerfuglen sammenlagt have tilbragt op til et år eller mere som æg, larve og puppe.

Sommerfugle har som alle insekter et modstandsdygtigt ydre hudskelet. Kroppen er opdelt i tre afsnit: hoved, bryst og bagkrop. Foruden to sæt vinger, bærer brystet tre par leddelte ben. Arter under Takvingefamilien har reduceret forbenene så meget, at de kun ses som små stumper. Sommerfuglen smager med fødderne - en vigtig funktion ved valg af værtsplanter ifm. æglægningen. Bagkroppen, som på siderne har små åndehuller (spirakler), indeholder mest tarmkanal og kønsorganer.

Sommerfuglen har store øjne, som reelt består af flere tusinde små enkeltøjne. Den kan se både fremad, bagud og til siderne - derfor er den svær at fange. Snablen er et sugerør, som bruges til at suge flydende næring fra bl.a. blomster. Når den ikke er i brug, rulles den sammen til en lille spiral og gemmes bag et par behårede vedhæng (palper). De to lange antenner (følehorn) og palper er først og fremmest sæde for sommerfuglens lugtesans.

Antennerne er sommerfuglens næse, som kan lugte sig frem til blomster med nektar og den rigtige partner. Ligeledes er de også sommerfuglens ur og kompas. Ud fra solens position på himlen bestemmer de både hvad ”klokken” er og sikrer, at sommerfuglen flyver i den ønskede retning. Det gælder også ved de lange rejser, hvis den er trækkende. Ved foden af antennerne findes et organ (Johnstons organ), der fungerer som gyroskop og styrer balancen f.eks. i blæsevejr.

Sommerfugle ser ret godt, men kun i en afstand af ca. 3,5 meter. Foruden farver kan de - modsat os - se ultraviolet lys. Da blomster udsender ultraviolette ”signaler”, for at tiltrække insekter for bestøvning, kan sommerfuglen på den måde genkende sine favorit-blomster. Nogle sommerfugle har også ultraviolette markeringer på deres vinger, som gør dem nemmere at genkende for andre sommerfugle, hvilket øger muligheden for af finde den rigtige partner for parring.

Ja, men den har ikke ører, som vi har. Den har ører på kroppen i form af membraner, som svarer til vor trommehinde. Hvor på kroppen, afhænger af arten. De fleste arter dagsommerfugle har membraner placeret ved roden af forvingerne (svarende til vore armhuler). Dagsommerfugle hører bedst de lave frekvenser for at kunne opfange lyde fra deres fjender, dvs. smådyr og fugle. Natsommerfugle hører bedst de meget høje frekvenser, som benyttes af bl.a. jagende Flagermus.

Sommerfuglens vinger består af en tynd, gennemsigtig dobbelt-membran, der er afstivet af et net af ribber. Nettet forsynes med blod gennem fine kanaler i ribberne. Vingerne er dækket af små, flade og hule skæl (sommerfuglestøv). Farverne skyldes enten pigmentering eller fine lagstrukturer i skællene, der bevirker, at bestemte farver reflekteres – f.eks. de metalliske farver. Med alderen løsnes skællene, og sommer-fuglen kan derfor se lidt slidt ud, men flyver lige godt alligevel.

De fleste sommerfuglearter lever som voksen i 2 – 4 uger, hvis de ikke kommer uheldigt af dage forinden. Nogle af de mindste arter lever kun i få dage, mens sommerfugle, der overvintrer, lever længst. Det er arterne Citronsommerfugl, Dagpåfugleøje, Nældens Takvinge, Det hvide C og Sørgekåbe, hvor årets sidste generation overvintrer i dvaletilstand i hule træer, mellem grene og i udhuse. I deres krop dannes en slags frostvæske (glycerol), så de kan klare selv hård frost om vinteren.

Som larve er den en ren ædemaskine. Den lever på og af blade med det ene mål, at æde for at blive stor og klar til forpupning. Voksenlivet er koncentreret om parring og æglægning. Det kræver energi, som den især får fra den sukkerholdige blomsternektar. Nogle arter tiltrækkes også af honningdug (ekskrementer fra bladlus), saft fra træer og overmoden frugt. Nogle hanner tiltrækkes af ekskrementer, urin og muddervand i søgning efter salte og mineraler, nødvendig for forplantningsevnen.

Selv om sommerfuglen først og fremmest får flydende kost i form af nektar fra planter, så har den også brug for vand ligesom alle andre individer. Den har ikke behov for særlig meget, og drikker dug, som den altid vil kunne finde om morgenen eller i skyggen. Nogle sommerfugle ses siddende på fugtig jord, hvor de suger rester af vand. Det er hanner, som på den måde får tilført salte og mineraler, som er nødvendige for forplantningsevnen. Se mere under ”Hvad spiser sommerfuglen?”.

I sommerfuglens voksenliv har parring første prioritet - for begge køn. Dagsommerfuglene finder deres mage først ved hjælp af synet, derefter ved hjælp af lugtesansen, som sidder i følehornene (antennerne). Hannerne har duftskæl på vingerne, som fortæller hunnen, at det er den rigtige artsfælle, hun har fat i. Natsommerfugle kan ikke se hinanden i mørke, så hunnen udsender i stedet duftstoffer (feromoner) som kan opfanges af hannen - for nogle arter på flere kilometers afstand.

Sommerfugle rangerer lavt i fødekæden og har mange naturlige fjender, såsom fugle, mus, guldsmede, hvepse, flagermus og edderkopper. Som forsvar anvender de forskellige teknikker f.eks.: 1) Afskrækkelse, ved aftegninger på vinger eller krop (hos larver), som minder om rovdyrs øjne 2) Afskrækkelse, ved at "udstøde farlige" lyde 3) Kamuflage, ved at slå vingerne sammen, så de falder i ét med baggrunden 4) Giftighed, suppleret med en advarende farve, der signalerer: "jeg er giftig".

Vejret har stor indflydelse på sommerfuglenes mulighed for overlevelse og formering. Det ideelle vejr er stabile, høje temperaturer med en passende blanding af sol og regn. Tørke skader planterne, som larverne lever af, hvilket medfører sult og øget risiko for parasitangreb. Kulde og for megen regn gør det svært for de voksne at finde partnere og lægge æg. Og larverne får svampesygdomme, samtidig med at de risikerer at blive byttedyr for f.eks. fugle, hvis appetit er større, når vejret er dårligt.

Sommerfugle er vekselvarme dyr, som alle andre insekter. Dvs. deres kropstemperatur følger omgivelsernes temperatur. Når det er koldt (under 12°), er de sløve og har svært ved at flyve. Når det er varmt, er de aktive. Ved solbadning kan dagsommerfugle opnå en temperatur, der er højere end luftens. På en overskyet dag er kroppens og luftens tempe-ratur ens. Natsommerfugle kan i mangel af sol vibrere med vingerne i flere minutter og derved opbygge den nødvendige kropstemperatur.

Nogle sommerfugle foretager træk over lange afstande. Vi har fast hvert år træk af Tidselsommerfugl fra Nordafrika/Mellemøsten og af Admiral fra Sydeuropa. Af natsommerfugle har vi lignende træk af Gammaugle og Duehale fra de samme områder. Rejser, der kan tage fra få dage op til to uger afhængig af vinden. Træksommerfuglene yngler her og dør, men de danske efterkommere kan ikke tåle vor vinter og drager om efteråret sydpå til hjemlandene. Eventuelt blivende sommerfugle dør af kulde.

Nogle få sommerfugle - bl.a. Admiral og Tidselsommerfugl - trækker sidst på efteråret sydpå til varmere himmelstrøg. Men langt de fleste overvintrer som larve i jordhøjde tæt på deres foderplante. Resten overvintrer som puppe eller æg, og ganske få som voksen. I alle tilfælde - dvs. uanset stadie - går sommerfuglen i en dvalelignende tilstand (diapause). Samtidig dannes der en slags frostvæske i kroppen (glycerol), så den kan modstå temperaturer på et godt stykke under frysepunktet.

Normalt flyver sommerfugle med en hastighed på mellem 8 og 20 km i timen. Men i den disciplin er sommerfuglene i Bredpandefamilien verdensmestre, idet de i flugt kan komme op på hele 60 km i timen. Iøvrigt er deres reaktionsevne, når de bliver skræmt op, dobbelt så hurtig som vor. Højderekorden herhjemme har de sommerfugle, som trækker - f.eks. Admiralen. Når den trækker sydpå, og vinden er gunstig, dvs. fra nord, foregår det i ca. to kilometers højde og i flok med andre artsfæller.

Vore dyr og planter er generelt i tilbagegang - det gælder også vore sommerfugle. Først og fremmest pga. mangel på egnede levesteder. Efter mange års debat lykkedes det endeligt i 2021 at få fredet de mest udsatte arter. I Miljøministeriets bekendtgørelse præciseres det, at det nu er forbudt at indsamle, opbevare og handle med i alt 35 arter. Heraf har 14 arter desværre ikke ynglet i Danmark i nyere tid. De resterende 21 ynglende arter er nævnt her: Danske Dagsommerfugle

Fossiler (forsteninger) - fundet i moleret ved Limfjorden - viser, at der blandt andet har levet sommerfugle i Danmark for ca. 55 mio. år siden. Dengang var der subtropisk klima, og derfor levede der andre arter end i dag. Blandt fundene er verdens ældste fossil af en dagsommerfugl - en nu uddød art, der tilhører den familie, vi i dag kalder bredpande-familien. Eksemplaret, fundet på øen Fur, er meget velbevaret og er erklæret danekræ, dvs. af enestående naturhistorisk værdi.

Til sidst nogle sommerfugle-verdensrekorder:
Queen Alexandra’s Birdwing (største dagsommerfugl)
Atlasspinder (største natsommerfugl)
Vestlig pygmæ blåfugl (måske den mindste dagsommerfugl)
Monark (længste trækrute)
Bredpander (hurtigste flyvere) se "Noget om hastighed og højder"
Tidselsommerfugl (mest udbredte og højest flyvende)