Fossiler (forsteninger) - fundet i moleret ved Limfjorden - viser, at der blandt andet har levet sommerfugle i Danmark for ca. 55 mio. år siden. Dengang var der subtropisk klima, og derfor levede der andre arter end i dag. Blandt fundene er verdens ældste fossil af en dagsommerfugl - en nu uddød art, der tilhører den familie, vi i dag kalder bredpande-familien. Eksemplaret, fundet på øen Fur, er meget velbevaret og er erklæret danekræ, dvs. af enestående naturhistorisk værdi.