Sommerfuglens vinger består af en tynd, gennemsigtig dobbelt-membran, der er afstivet af et net af ribber. Nettet forsynes med blod gennem fine kanaler i ribberne. Vingerne er dækket af små, flade og hule skæl (sommerfuglestøv). Farverne skyldes enten pigmentering eller fine lagstrukturer i skællene, der bevirker, at bestemte farver reflekteres – f.eks. de metalliske farver. Med alderen løsnes skællene, og sommer-fuglen kan derfor se lidt slidt ud, men flyver lige godt alligevel.